Odense Musical Teater opfører ”Midt om Natten” i 2009
(Lidt om forløbet op til premieren)
Premiere 12. juni 2009
Odense Musical Teater har premiere på ”Midt om Natten” den 12. juni 2009 og spiller indtil 22. juni 2009 (dog ikke den 15. juni). Musicalen opføres på den smukke Amfiscene i Den Fynske Landsby. Den kunstneriske ledelse består af instruktørerne Erik Bent Svendlund og Carsten Friis, koreograferne Line Friis Pedersen og Peter Friis samt kor og orkesterleder Søren Okholm.
Audition afholdes 15. november 2008
Lørdag den 15. november 2008 afholdes der audition i lokalerne hos Odense Sportsdanser Forening, Rugårdsvej 15 i Odense. Til forestillingen skal der bruges 21 drenge/herrer samt 11 piger/damer. I aldersklassen 17 – 60 år. Tilmelding - klik her
Lidt historie
I 1984 instruerede Erik Balling filmen ”Midt om Natten” i 2009 instruerer Carsten Friis og Erik Bent Svendlund musicalen ”Midt om Natten.
Musicalen ”Midt om natten” er baseret på den meget populære film af samme navn, og indeholder alle de populære hits fra soundtracket (bl.a. ”Midt om natten”, ”Tik Tik”, ”Haveje” og ”Susan Himmelblå”). Desuden er der også tilføjet nogle af de største Gasolin numre, hvoraf man bl.a. kan nævne ”Hva´ gør vi nu, lille du”, ”Masser af succes”, ”Som et strejf af en dråbe” og ”Det bedste til mig og mine venner”.
Filmen er skrevet af Kim Larsen, Henning Bahs og Erik Balling og filmen er bearbejdet og omskrevet til musical af instruktør Carsten Friis. Handlingen er den kendte fra filmen og musikken er selvfølgelig den ligeså velkendte musik fra filmen skrevet af Kim Larsen.
Filmen havde Kim Larsen, Erik Clausen og Birgitte Råberg i hovedrollerne som Benny, Arnold Jensen og Susan Himmelblå.
Lidt om handlingen
Det eneste de ønskede sig var i virkeligheden bare et sted at bo – men da ingen tilsyneladende hørte deres nødråb, tog de sagen i egen hånd og besatte et forladt hus på Vesterbro i København. Den første store konflikt er uundgåelig, idet ordensmagten selvfølgelig ikke bare kan se passivt til, mens en gruppe unge på anarkistisk vis tager loven i egen hånd. Politiet rykker ind og rømmer huset, mens Spacey – en af de unge rebeller – vælge at hoppe ud af vinduet under aktionen, hvilket medfører at han kommer slemt til skade.
Efter den mislykkede BZ aktion, opretter de to venner Benny og Arnold deres egen lille fristad ”Haveje”, hvor der er plads til alle dem ”der gjorde mere indtryk på samfundet, end samfundet gjorde på dem” – kort sagt; alle vennerne fra Vesterbro.
Men idyllen bliver kortvarig, idet både politiet, den aggressive politiker Pia Buhmann og en voldelig rocker gruppe ønsker at komme af med det lille fribytter samfund. Det er snart åbenlyst for enhver at det store opgør må komme – og det gør det!
Nye veje
Med ”Midt om natten” går vi nye veje i forhold til de foregående års forestillinger i Odense Musical Teater. Denne musical adskiller sig på flere punkter, idet den både indholdsmæssigt og musikalsk ligger langt fra hvad vi tidligere har arbejdet med. I år det dansk så det batter – historien om BZ´erne fra 80´erne står klart i de flestes hukommelse (og historien gentager sig – se bare det sidste års ophedede debat om bl.a. ungdomshuse og Christianias berettigelse), og så er der selvfølgelig Kim Larsens og Gasolins store sangskat, hvorfra vi har hentet nogle af de største hits.
Musikken – lige i øjet!
Kim Larsen er et ikon – så simpelt kan det siges. Han er i folkemunde blevet døbt ”Lune Larsen” – men er det i virkeligheden dækkende? Nej – slet ikke – han er meget mere end ”bare” lun! Han er humoristisk, provokerende, munter, kritisk og – mest af alt – så er han dansk! Han forholder sig konstant til den tid han lever i, og formår altid at tage temperaturen på ”danskheden” på en fantastisk måde! Og netop derfor er det helt oplagt at bruge hans / Gasolins melodier og tekster, når man vil fortælle en god historie – der er nok at tage af (faktisk er det sværeste at begrænse sig), og man beriges konstant i arbejdet med denne dejlige musik.